I, drenge som ved, hvad kærlighed er...

You, boys, who know what love is,
Look to see if I have it in my heart!

I'll tell you what I'm going through,
It's new to me; I can't understand it.
I feel an affection full of desire
That now is pleasure, now is agony.
I freeze, and then feel my soul burning,
And in another moment go back to freezing.
I look for something beautiful outside of myself,
I don't know who has it, I don't know what it is.
I sigh and groan without wanting to,
I quiver and tremble without knowing it,
I find no peace night or day,
And yet I like suffering this way!

You, boys, who know what love is,
Look to see if I have it in my heart!

The good stuff of 2008

Vampire Weekend / Vampire Weekend
Crystal Castles / Crystal Castles
Portishead / Third
Shereen / Batammenak
Madonna / Hard Candy
Santogold / Santogold
Hercules & The Love Affair / Hercules & The Love Affair
The Presets / Apocalypso
Samira Said / Ayam Hayati
Fleet Foxes / Fleet Foxes

...and some good stuff right now:

Sønderjysk

Jeg tror man som sønderjyde får lidt ekstra ud af de film som er baseret på Erling Jepsens romaner.

Selvom jeg egentlig ikke taler med dialekt selv, så var det for nogle år siden en forfriskende oplevelse af se Kunsten at græde i kor. Al dialog i den film foregår på klingende sønderjysk, hvilket ikke bare giver den en ekstra tand realisme og troværdighed, men hvilket i høj grad også gav mig en følelse af nærhed og intimitet.
Identitet er ubenægteligt forbundet til sprog og i Kunsten at græde i kor skaber skuespillerne en sønderjysk identitet gennem sproget, som får mig til at identificere mig med filmens karakterer på et meget umiddelbart og ureflekteret plan. Kunsten at græde i kor er forbundet med min fortid, min opvækst. De sønderjyske sproglige strukturer og udtryk ligger så dybt i mig, at jeg føler jeg har mødt alle filmens karakterer i min barndom. Jeg kender dem ligesom...på godt og ondt.


I aften var jeg så inde at se Frygtelig lykkelig. Her tales der som sådan ikke sønderjysk, men nærmere et eller andet ubestemmeligt bredt jysk. Alligevel var der noget over filmens stemning som talte til min indre sønderjyde. Indforståetheden og de sociale koder, som den tilflyttede landbetjent ikke forstår. Determinismen og trøstesløsheden, som både præger menneskene og landskabet.
Som den kvindelige hovedperson Ingelise, er jeg ikke fra det øde og flade vestsønderjylland, men fra Aabenraa - og jeg forstår hende så udemærket, når hun i apati trygler landbetjenten: "ta' mig væk herfra! Jeg vil hjem til Aabenraa!" En by som Aabenraa fremstår som civilisation i kontrast til livet på vestegnen. Vist er Frygtelig lykkelig en grotesk karikatur af den sønderjyske "vi ordner tingene selv"-mentalitet, men den rammer flere steder hovedet på sømmet og man bliver næsten frygtelig lykkelig for at man er flyttet væk...

CGLFF

I søndags sluttede Copenhagen Gay & Lesbian Film Festival. Jeg fik kun set tre film i år, men lidt har også ret.. Især når det er i den kvalitet som Red Without Blue, A Jihad for Love og Otto: or, Up With Dead People viste sig at være:

Red Without Blue er en smuk og sanselig dokumentarfilm om et tætknyttet tvillingepar, der vokser op i en amerikansk kernefamilie. Da faren mister sit job og holder det hemmeligt i et halvt år før han fortæller det til sin familie begynder familien langsomt at bevæge sig mod den totale opløsning. Forældrene bliver skilt, tvillingerne bliver som helt unge teenagere seksuelt og følelsesmæssigt udnyttet af en ældre dreng, de begynder at tage stoffer og forsøger på et tidspunkt at begå kollektivt selvmord, hvilket resulterer i, at de forbydes at se hinanden i tre år. Vi møder dem i filmen, da de er begyndt genoptage kontakten. Den ene tvilling er i mellemtiden sprunget ud som bøsse og den anden befinder sig i en kønsskifteproces.

Filmen er herefter en fin mosaik af gamle hjemmevideoer fra tvillingedrengenes barndom, interviews med tvillingerne og forældrene og et nutidigt portræt af udviklingen i familiemedlemmernes personlige og indbyrdes forhold. Dertil kan man lægge et yderst velvalgt lydspor, der kun få steder kan kritiseres for mangel på subtilitet.
Red Without Blue er en meget intim, rørende og visuelt drømmende beretning.. Og ikke kun om en familie i opløsning, men i høj grad også om to mennesker der vokser fra hinanden og finder hinanden igen.

A Jihad for Love er en af de vigtigste film jeg har set i år. Den følger en række homoseksuelle mennesker som lever i forskellige muslimske samfund rundt omkring i verden og er vist den første dokumentarfilm om homoseksualitet og islam, der er lavet af muslimer selv.
Filmen byder på nogle meget hjerteskærende, til tider deprimerende, men heldigvis også livsbekræftende portrætter af mænd og kvinder, som er fanget i et dilemma mellem kultur og kærlighed.
I hver sin ende af spektret møder vi eksempelvis fire unge mænd der flygter fra dødsstraf i Iran, et nyforelsket lesbisk par der frit udlever deres seksualitet i Istanbul og en homoseksuel Imam, der kæmper for en reformation af Islam i det muslimske miljø i Sydafrika.
A Jihad for Love er et rørende og respektfuldt portræt af mennesker på kollisionskurs med deres kulturelle ophav og den er et vigtigt skridt i den rigtige retning for verdens homoseksuelle muslimer. Efter filmen sidder man dog tilbage med en afmægtig følelse af, at der er lang vej igen og uden at ville formindske vigtigheden af den hjemlige adoptionsdebat, så sætter A Jihad for Love virkelig også tingene i perspektiv.

Otto: or, Up With Dead People er den berygtede instruktør Bruce LaBruces nyeste mash-up af artfilm, sort humor, plat komedie, venstreorienteret propanganda, romantik, metafilm og bøsseporno...og denne gang tilføjer han endda også et lille drys stumfilm!
Filmens hovedperson er zombien Otto, som vågner fra sin grav og vandrer hvileløst (høhø!) rundt i Berlins gader på jagt efter menneskekød. Han bliver fundet af den dekadente filminstruktør Medea, som er ved at indspille verdens første homozombiepornofilm og Ottos autenticitet gør ham straks til filmens stjerne. Han plages imidlertid af sære flashbacks fra sin tid som levende og må i sidste ende lade pornofilmen komme i anden række for i stedet at prøve at genfinde sin hukommelse af tiden som levende.
På et højere plan er Otto: or, Up With Dead People en sort kritik af et materialistisk og kommercialiseret forbrugssamfund, hvor vi alle lever som hjernedøde zombier. Medea siger i en af sine venstreorienterede brandtaler, at dén, som ikke føler sig fremmedgjort i det syge samfund, er syg i sig selv! Subtilt er det ikke, men det er heller ikke LaBruces stil. LaBruce vil underholde og provokere og det er han god til. Otto: or, Up With Dead Peoples største styrke er imidlertid dens lette og stilsikre leg med genrer. Nogle vil kalde det amatøragtigt, men uanset hvad, så er LaBruces stil yderst særegen og personlig.

I seen Beyoncé @ Burger King!

OMG, dette må absolut være årets sjoveste popsang so far...



Tak til min gode ven Paw :)

Life on Mars?

Når nu den nye X-Files-film ikke engang kunne levere et ordentligt gys med rumvæsner og statshemmeligheder, er det godt at virkeligheden selv kan.

Flere medier skriver i dag, at Marssonden Phoenix (som for nylig fandt spor af vand) efter sigende har gjort et så afgørende fund på Mars, at Det Hvide Hus er blevet underrettet!

NASA afviser alle rygter om, at der skulle være tale om fund af tidligere eller nuværende liv, men flere amerikanske medier strikker allerede løs på konspirationsteorierne og citerer rygter om, at fundet skulle være "provokerende"!

Se dét havde været en sag for Mulder og Scully, i stedet for den omgang melodrama og pseudo-diskussion om etik, som "X-Files: I Want To Believe" bød på.

Populærkultur extended

Under min ferie i Jordan denne sommer blev jeg for alvor forelsket i arabisk popmusik. Har i lang tid gerne villet udforske dette for mig ukendte felt inden for populærkulturen, men det har ligesom været en ret uoverskuelig jungle.
Jeg har kendt til den egyptiske sanger Amr Diab i et stykke tid, men mest af navn.. I Jordan blev jeg præsenteret for en række af hans hits og særligt sangen "Qusad Einy" er nævneværdig.

Jeg lærte også det arabiske svar på Justin Timberlake at kende. En charmerende hjerteknuser ved navn Tamer Hosni, som kom frem omkring årtusindskiftet og udgav sin femte plade i juni i år. Det næsten sygeligt iørehængende hit "Heiya Di" som også optræder i filmen Captain Hima (hvor Hosni i øvrigt selv spiller hovedrollen) er sommerens landeplage i Jordan. Den klingede ud af alle nedrullede bilruder i Jordans hovedstad Amman.

Det var dog sangerinden Shereen, som gjorde størst indtryk på mig. Hendes stemme har en dragende melankolsk klang. Selvom jeg ikke forstår et ord af, hvad hun synger, kan jeg høre den ulykkelige kærlighed! Det fantastiske nummer "Batammenak" vil for altid minde mig om at køre hurtigt i bil gennem Ammans støvede og mennesketomme gader kl. 3 om natten.

Hvad er tykkere end blod...?

Helgens Låt #4

Det er sgu lidt trist at læse til eksamen en fredag aften, så jeg prøver at overbevise mig selv om at arbejde er lidt ligesom at lege... LAZRtag hjælper mig med selvbedraget så godt de kan..

"I'm a lot like you were"

Efter et par uger i et sort hul af eksamensstres blev jeg i dag sluppet ud i solen og har nydt den varme dag i parker og genbrugsbutikker på Söder (med god samvittighed for en gangs skyld!)

Imens jeg befandt mig dybt i det sorte hul brugte jeg naturligvis en del tid med overspringshandlingen facebook. En dag gennemgik jeg de 279 taggede billeder af mig selv. Langt de fleste var festbilleder fra nytårsfester, fødselsdagsfester, afskedsfester, kollegiefester, Roskilde Festival, Gula Villan, Elektroniske Tirsdage, Dunkel, SLICK osv. Situationer der mere eller mindre minder om hinanden og hvor jeg for det meste ligner mig selv. Nogle gange mindre heldige udgaver af mig selv en andre gange. Heldigvis er man jo efterhånden ganske rutineret i at håndtere de mindre heldige udgaver i den digitale visualitets tidsalder, hvor det vrimler med billeder af én på nettet. Det sjove er, at selve digitaliseringen af sociale situationer af og til bliver en central del af den sociale situation. Mobilkameraet og digitalkameraet bliver ofte et legetøj og kan være en motiverende festfaktor.
Det handler om på én side om at fastholde nuet og på en anden side om at dokumentere det. Først leger vi med at fastholde nuet, sidenhen uploader vi det på facebook, tagger og evaluerer.

Under min "klikken" gennem de mange fotoalbums, var der pludselig ét billede, som særligt fangede min opmærksomhed. Jeg kunne huske jeg havde set billedet før, men jeg havde åbenbart ikke tidligere opdaget dets særegenhed - hvorfor det skildte sig ud fra resten. Forskelligt fra de andre 178 billeder var det ikke et billede af et forgangent nu, men et billede af et fremtidigt.
Billedet som oprørte mig, skulle tydeligvis forestille mig omgivet af festglade mennesker - gode venner, jeg kender godt - men det var ikke mit ansigt jeg så. Det var min oldefars.
Jeg så helt tydeligt min oldefars ansigt i mit. Ligheder jeg aldrig før havde bemærket. Træk som kun var hans og kun var mine. Jeg så mig selv som gammel. Og jeg siger ikke, hvilket billede det er ;-)