Sønderjysk

Jeg tror man som sønderjyde får lidt ekstra ud af de film som er baseret på Erling Jepsens romaner.

Selvom jeg egentlig ikke taler med dialekt selv, så var det for nogle år siden en forfriskende oplevelse af se Kunsten at græde i kor. Al dialog i den film foregår på klingende sønderjysk, hvilket ikke bare giver den en ekstra tand realisme og troværdighed, men hvilket i høj grad også gav mig en følelse af nærhed og intimitet.
Identitet er ubenægteligt forbundet til sprog og i Kunsten at græde i kor skaber skuespillerne en sønderjysk identitet gennem sproget, som får mig til at identificere mig med filmens karakterer på et meget umiddelbart og ureflekteret plan. Kunsten at græde i kor er forbundet med min fortid, min opvækst. De sønderjyske sproglige strukturer og udtryk ligger så dybt i mig, at jeg føler jeg har mødt alle filmens karakterer i min barndom. Jeg kender dem ligesom...på godt og ondt.


I aften var jeg så inde at se Frygtelig lykkelig. Her tales der som sådan ikke sønderjysk, men nærmere et eller andet ubestemmeligt bredt jysk. Alligevel var der noget over filmens stemning som talte til min indre sønderjyde. Indforståetheden og de sociale koder, som den tilflyttede landbetjent ikke forstår. Determinismen og trøstesløsheden, som både præger menneskene og landskabet.
Som den kvindelige hovedperson Ingelise, er jeg ikke fra det øde og flade vestsønderjylland, men fra Aabenraa - og jeg forstår hende så udemærket, når hun i apati trygler landbetjenten: "ta' mig væk herfra! Jeg vil hjem til Aabenraa!" En by som Aabenraa fremstår som civilisation i kontrast til livet på vestegnen. Vist er Frygtelig lykkelig en grotesk karikatur af den sønderjyske "vi ordner tingene selv"-mentalitet, men den rammer flere steder hovedet på sømmet og man bliver næsten frygtelig lykkelig for at man er flyttet væk...