CGLFF

I søndags sluttede Copenhagen Gay & Lesbian Film Festival. Jeg fik kun set tre film i år, men lidt har også ret.. Især når det er i den kvalitet som Red Without Blue, A Jihad for Love og Otto: or, Up With Dead People viste sig at være:

Red Without Blue er en smuk og sanselig dokumentarfilm om et tætknyttet tvillingepar, der vokser op i en amerikansk kernefamilie. Da faren mister sit job og holder det hemmeligt i et halvt år før han fortæller det til sin familie begynder familien langsomt at bevæge sig mod den totale opløsning. Forældrene bliver skilt, tvillingerne bliver som helt unge teenagere seksuelt og følelsesmæssigt udnyttet af en ældre dreng, de begynder at tage stoffer og forsøger på et tidspunkt at begå kollektivt selvmord, hvilket resulterer i, at de forbydes at se hinanden i tre år. Vi møder dem i filmen, da de er begyndt genoptage kontakten. Den ene tvilling er i mellemtiden sprunget ud som bøsse og den anden befinder sig i en kønsskifteproces.

Filmen er herefter en fin mosaik af gamle hjemmevideoer fra tvillingedrengenes barndom, interviews med tvillingerne og forældrene og et nutidigt portræt af udviklingen i familiemedlemmernes personlige og indbyrdes forhold. Dertil kan man lægge et yderst velvalgt lydspor, der kun få steder kan kritiseres for mangel på subtilitet.
Red Without Blue er en meget intim, rørende og visuelt drømmende beretning.. Og ikke kun om en familie i opløsning, men i høj grad også om to mennesker der vokser fra hinanden og finder hinanden igen.

A Jihad for Love er en af de vigtigste film jeg har set i år. Den følger en række homoseksuelle mennesker som lever i forskellige muslimske samfund rundt omkring i verden og er vist den første dokumentarfilm om homoseksualitet og islam, der er lavet af muslimer selv.
Filmen byder på nogle meget hjerteskærende, til tider deprimerende, men heldigvis også livsbekræftende portrætter af mænd og kvinder, som er fanget i et dilemma mellem kultur og kærlighed.
I hver sin ende af spektret møder vi eksempelvis fire unge mænd der flygter fra dødsstraf i Iran, et nyforelsket lesbisk par der frit udlever deres seksualitet i Istanbul og en homoseksuel Imam, der kæmper for en reformation af Islam i det muslimske miljø i Sydafrika.
A Jihad for Love er et rørende og respektfuldt portræt af mennesker på kollisionskurs med deres kulturelle ophav og den er et vigtigt skridt i den rigtige retning for verdens homoseksuelle muslimer. Efter filmen sidder man dog tilbage med en afmægtig følelse af, at der er lang vej igen og uden at ville formindske vigtigheden af den hjemlige adoptionsdebat, så sætter A Jihad for Love virkelig også tingene i perspektiv.

Otto: or, Up With Dead People er den berygtede instruktør Bruce LaBruces nyeste mash-up af artfilm, sort humor, plat komedie, venstreorienteret propanganda, romantik, metafilm og bøsseporno...og denne gang tilføjer han endda også et lille drys stumfilm!
Filmens hovedperson er zombien Otto, som vågner fra sin grav og vandrer hvileløst (høhø!) rundt i Berlins gader på jagt efter menneskekød. Han bliver fundet af den dekadente filminstruktør Medea, som er ved at indspille verdens første homozombiepornofilm og Ottos autenticitet gør ham straks til filmens stjerne. Han plages imidlertid af sære flashbacks fra sin tid som levende og må i sidste ende lade pornofilmen komme i anden række for i stedet at prøve at genfinde sin hukommelse af tiden som levende.
På et højere plan er Otto: or, Up With Dead People en sort kritik af et materialistisk og kommercialiseret forbrugssamfund, hvor vi alle lever som hjernedøde zombier. Medea siger i en af sine venstreorienterede brandtaler, at dén, som ikke føler sig fremmedgjort i det syge samfund, er syg i sig selv! Subtilt er det ikke, men det er heller ikke LaBruces stil. LaBruce vil underholde og provokere og det er han god til. Otto: or, Up With Dead Peoples største styrke er imidlertid dens lette og stilsikre leg med genrer. Nogle vil kalde det amatøragtigt, men uanset hvad, så er LaBruces stil yderst særegen og personlig.