Madonna udgiver opfølger til "Music"

"Hard Candy" fremstår som en opsummering af de sidste fem års radiohits, men samarbejdet med Pharrell Williams er levende og gør tidsrejsen frisk og nostalgisk på samme tid.




















For lidt over et år siden blev det bekendt at Madonna var i studiet for at indspille sit 11. studiealbum og som den entusiastiske Madonnafan jeg er, var det naturligvis godt nyt. Men da det kom for dagen, at hun denne gang ville arbejde sammen med ingen mindre end Pharrell Williams, Timbaland og Justin Timberlake, blev jeg en anelse urolig. For det første arbejder Madonna normalt aldrig sammen med velkendte mainstream-producere og for det andet har Timbalands og Pharrells lyd præget popscenen siden 2001. Ergo var jeg nervøs for at Madonna ville komme til at lyde forældet og for alvor fremstå som sat bag vognen af sine yngre konkurrenter såsom Britney, Nelly Furtado og Gwen Stefani.

Efter at have voldlyttet til "Hard Candy" i en uge nu, må jeg konstatere, at mine bekymringer desværre var en anelse berettigede. Lydmæssigt fremstår "Hard Candy" som en opsummering af de sidste fem års radiohits og særligt Timbalands produktioner lyder efterhånden lidt for bekendte.

Det positive er, at det absolut ikke er en dårlig opsummering. Pharrells produktioner trækker friske referencer til lækker 70'er-groove og 80'er-synth og i det hele taget klikker Madonna og Pharrell forbavsende godt.
Deres samarbejde samler det bedste fra begge verdner. På "Hard Candy" brænder Pharrell igennem som en stadig vital og legesyg kunstner og Madonna formår at tilføre Pharrells produktioner et umiskendeligt præg af...Madonna! Hendes tekster om livet i det evige nu på dansegulvet er klassisk Madonnalyrik og hun leverer nærmest den ene "Holiday"- og "Where's The Party"-pastiche efter den anden. Og så lyder hun medrivende veloplagt. Ser man bort fra åbningsnummeret "Candy Shop" og den overflødige "Spanish Lesson" har Pharrell nemlig fået Madonna til at synge mere skabet og kantet end hun har gjort i lang tid. Man skal måske helt tilbage til begyndelsen af 80'erne for at finde numre, hvor Madonna involverer sig så vokalmæssigt umiddelbart, som hun gør på eksempelvis "Give It 2 Me", "She's Not Me" og "Incredible". Mange vil vurdere denne umiddelbarhed som usleben sangteknik (eksempelvis Ralf Christensen i Information), men personligt har jeg savnet den råhed i Madonnas stemme, som dominerede hendes albums før sanglektionerne i forbindelse med "Evita".

Desværre får Timbaland og Timberlake ikke udnyttet Madonnas potentiale i samme grad som Pharrell. Både på førstesinglen "4 Minutes", "Miles Away" og "Dance Tonight" lyder Madonna uengageret og fraværende. Og kun på "Voices" lyder det ikke som om hun synger et nummer, som er skrevet til eksempelvis Nelly Furtado eller Justin selv.
Der er en påtrængende træthed i Timbalands beats og man ser billeder for sig af ham og Justin med hovederne nænsomt placeret på en pude af laurbær (smut, mens du kan, Justin!). Midtempo-numrene "Miles Away" og "Devil Wouldn't Recognize You" har begge stort potentiale, men produktionerne får mig til at savne Madonnas tidligere producer Mirwais, hvilket bringer mig frem til "Hard Candys" største problem.

På trods af friske og levende produktioner af Madonna og Pharrell lyder "Hard Candy" desværre en anelse forældet. Lyden på de fleste af Pharrell-produktionerne ligger i naturlig forlængelse af den lyd, som Madonna og Mirwais arbejdede med på "Music" i 2000 og havde Madonna ladet "Hard Candy" efterfølge "Music" i stedet for "American Life" havde hun for det første været helt med på noderne og for det andet villet hun ikke have mistet taget i det amerikanske musikmarked. Disse spekulationer ændrer dog ikke ved, at "Hard Candy" trods dårlig timing og en træt Timbaland indeholder ganske forrygende pophåndværk og som alle Madonna-albums efterlader det én med spørgsmålet: "Hvad fanden finder du på næste gang, Mrs. Ciccone?" For med den stædighed Madonna driver sin musikalske karriere, er man ikke i tvivl om, at der kommer en næste gang. Efter "Hard Candy" går tvivlen derimod på, hvor vidt hun i fremtiden vil formå at holde sig original og relevant.


Anbefalet downloads: "Give It 2 Me", "Heartbeat", "She's Not Me" og "Incredible".

Smagsprøve: "Give It 2 Me":

Helgens låt #1

Drømmende elektropop som pynter på min lørdag aften:

Klik her:
BADICAL BEATS | MUSICHEADS UNITE: MP3: Ladytron - "Predict the Day"

Fem minutters forår

En næsten lydløs regn falder i dette øjeblik over Lappis og jeg har åbnet mit vindue på vid gab og indånder duften af blomstrende træer, våd asfalt og forårsregn og jeg hører summen af fjern trafik og løsrevne ord fra samtaler og latter fra mennesker, der bevæger sig rundt i kollegiets stisystem og lyden af deres skridt giver ekko mellem blokkene og regnen tager til og prikker mod vindueskarmen og jeg får lyst til at gå ned til søen og se dråberne slå mod vandspejlet.

Gammel kærlighed...

Portishead fyldte så meget i halvfemserne. Deres plader var ligesom soundtracket til mine depressive teenagestunder i gymnasiet. Der fandtes ikke andet musik som på samme måde kunne få mig til at svælge i selvmedlidenhed og weltschmerz.

Siden årtusindskiftet er der gået længe mellem Dummy eller Portishead har roteret i cd-afspilleren og jeg tror stort set ikke de har været aktiveret i I-Tunes.. Og selvom der jævnligt siden 1999 er dukket rygter op om en nært forestående Portishead-udgivelse, har jeg ligesom ikke regnet det for noget. Jeg troede måske deres tid var forbi eller også udtrykker de en stemning, som jeg troede ikke fandtes i mig længere. Men det gør den.

Portisheads nye plade Third åbner i hvert fald op for en indre melankoli, som har trængt til at blive sluppet fri. Når jeg lytter til singleudspillet Machine Gun bliver jeg lykkelig over den apokalyptiske dysterhed som synthesizeren i nummerets sidste 30 sekunder hensætter mig i. Det er agressivt og forfærdeligt hjerteskærende på samme tid og jeg føler jeg er med i den mørkeste og mest pessimistiske 80'er-artfilm.

Enjoy!

Stormufti fordømmer de fordømte fordømmere!

På opfordring af en sød pige på Nørrebro, begynder jeg i dette øjeblik min tilværelse som blogger. Og jeg tror jeg vil begynde med at forklare, hvorfor jeg hedder Stormufti og hvorfor min blog hedder Fatwa Faggotz..

Mit ønske er at være en modpol til de mennesker, som altid har travlt med at fordømme andre mennesker og deres livsstil. Lidt for tit oplever jeg, at der er mennesker her i verden, som ikke har andet at give sig til end at fordømme andre mennesker og ofte gør de det desværre i en eller anden guds navn og opfordrer dermed rigtige mange mennesker til at gøre det samme.

Modsat de fleste "rigtige" stormuftier i verden, forsøger jeg at undgå at fordømme andre mennesker og den måde de lever deres liv. Lad os leve vores liv, som vi har lyst til eller som vi føler vi har brug for eller bliver nødt til for at være lykkelige. Og lad os i det mindste holde vores fordømmelser for os selv, så vi kommer til at gøre mindst mulig skade. Lad os modsat denne verdens mange stormuftier være vores ansvar bevidst og undgå at ødelægge andre menneskers liv ved at udskrive fatwaer for at opretholde gamle institutioner, så gamle autoriteter kan bestå.

Håber det fremgår af min brug af ordene stormufti og fatwa, at de skal forstås i overført betydning og at der ikke ligger en kritik (eller fordømmelse!) af islam bag. Jeg kunne også have kaldt mig Pave eller Sydstats-republikaner. Denne blog tager afstand fra autoriteter som i mine øjne misbruger en magt, som kunne bruges til at øge fred, åbenhed, diversitet og mellem-menneskelig forståelse i en verden, som (når jeg er i mit pessimistiske hjørne) ofte virker som om den bevæger sig i den modsatte retning..

Når det er sagt, påråber jeg mig stadig min ret til at kritisere andre mennesker og de ting de gør. Der er forskel på at kritisere og fordømme.