Gammel kærlighed...

Portishead fyldte så meget i halvfemserne. Deres plader var ligesom soundtracket til mine depressive teenagestunder i gymnasiet. Der fandtes ikke andet musik som på samme måde kunne få mig til at svælge i selvmedlidenhed og weltschmerz.

Siden årtusindskiftet er der gået længe mellem Dummy eller Portishead har roteret i cd-afspilleren og jeg tror stort set ikke de har været aktiveret i I-Tunes.. Og selvom der jævnligt siden 1999 er dukket rygter op om en nært forestående Portishead-udgivelse, har jeg ligesom ikke regnet det for noget. Jeg troede måske deres tid var forbi eller også udtrykker de en stemning, som jeg troede ikke fandtes i mig længere. Men det gør den.

Portisheads nye plade Third åbner i hvert fald op for en indre melankoli, som har trængt til at blive sluppet fri. Når jeg lytter til singleudspillet Machine Gun bliver jeg lykkelig over den apokalyptiske dysterhed som synthesizeren i nummerets sidste 30 sekunder hensætter mig i. Det er agressivt og forfærdeligt hjerteskærende på samme tid og jeg føler jeg er med i den mørkeste og mest pessimistiske 80'er-artfilm.

Enjoy!