Et par linjer om uretfærdighed..

Det er sent og mørkt og jeg kan høre at nogle folk fra korridoren er kommet hjem fra byen og sidder og drikker videre i køkkenet. Mine tanker er tungsindige og taknemmelige. Jeg tænker på, hvor priviligeret jeg er.

Jeg lever i en del af verden, hvor jeg ikke behøver at leve et "normalt" liv med kone og børn, hvis det ikke er det jeg har lyst til eller er født til. I eksempelvis Jordan (som ellers er et af de mest liberale og progressive arabiske lande) er de fleste homoseksuelle tvunget til at leve dobbeltliv. Ikke fordi det er juridisk ulovligt at have sex med personer af det samme køn, men fordi mange homoseksuelle bliver straffet fysisk af deres egne familier. Æresdrab er endda også udbredt i den sammenhæng og politiet og retsvæsenet griber stort set ikke ind.

Verden er og bliver et uretfærdigt sted. Vi bliver bare født et eller andet sted og så er vores skæbne i hænderne på en allerede eksisterende og tilfældig kultur. Nogle steder er det sværere at bryde med kulturens normsæt end andre steder. Jeg er heldigvis født et sted, hvor tidligere tiders minoriteter allerede har kæmpet en sej kamp, så jeg ikke behøver at leve et "normalt" liv i dag. Og jeg tænker med angst og vrede på de mennesker andre steder i verden, som skal til at tage kampen op. Jeg håber de klarer den for jeg er så gal på deres vegne.