Sønderjysk

Jeg tror man som sønderjyde får lidt ekstra ud af de film som er baseret på Erling Jepsens romaner.

Selvom jeg egentlig ikke taler med dialekt selv, så var det for nogle år siden en forfriskende oplevelse af se Kunsten at græde i kor. Al dialog i den film foregår på klingende sønderjysk, hvilket ikke bare giver den en ekstra tand realisme og troværdighed, men hvilket i høj grad også gav mig en følelse af nærhed og intimitet.
Identitet er ubenægteligt forbundet til sprog og i Kunsten at græde i kor skaber skuespillerne en sønderjysk identitet gennem sproget, som får mig til at identificere mig med filmens karakterer på et meget umiddelbart og ureflekteret plan. Kunsten at græde i kor er forbundet med min fortid, min opvækst. De sønderjyske sproglige strukturer og udtryk ligger så dybt i mig, at jeg føler jeg har mødt alle filmens karakterer i min barndom. Jeg kender dem ligesom...på godt og ondt.


I aften var jeg så inde at se Frygtelig lykkelig. Her tales der som sådan ikke sønderjysk, men nærmere et eller andet ubestemmeligt bredt jysk. Alligevel var der noget over filmens stemning som talte til min indre sønderjyde. Indforståetheden og de sociale koder, som den tilflyttede landbetjent ikke forstår. Determinismen og trøstesløsheden, som både præger menneskene og landskabet.
Som den kvindelige hovedperson Ingelise, er jeg ikke fra det øde og flade vestsønderjylland, men fra Aabenraa - og jeg forstår hende så udemærket, når hun i apati trygler landbetjenten: "ta' mig væk herfra! Jeg vil hjem til Aabenraa!" En by som Aabenraa fremstår som civilisation i kontrast til livet på vestegnen. Vist er Frygtelig lykkelig en grotesk karikatur af den sønderjyske "vi ordner tingene selv"-mentalitet, men den rammer flere steder hovedet på sømmet og man bliver næsten frygtelig lykkelig for at man er flyttet væk...

CGLFF

I søndags sluttede Copenhagen Gay & Lesbian Film Festival. Jeg fik kun set tre film i år, men lidt har også ret.. Især når det er i den kvalitet som Red Without Blue, A Jihad for Love og Otto: or, Up With Dead People viste sig at være:

Red Without Blue er en smuk og sanselig dokumentarfilm om et tætknyttet tvillingepar, der vokser op i en amerikansk kernefamilie. Da faren mister sit job og holder det hemmeligt i et halvt år før han fortæller det til sin familie begynder familien langsomt at bevæge sig mod den totale opløsning. Forældrene bliver skilt, tvillingerne bliver som helt unge teenagere seksuelt og følelsesmæssigt udnyttet af en ældre dreng, de begynder at tage stoffer og forsøger på et tidspunkt at begå kollektivt selvmord, hvilket resulterer i, at de forbydes at se hinanden i tre år. Vi møder dem i filmen, da de er begyndt genoptage kontakten. Den ene tvilling er i mellemtiden sprunget ud som bøsse og den anden befinder sig i en kønsskifteproces.

Filmen er herefter en fin mosaik af gamle hjemmevideoer fra tvillingedrengenes barndom, interviews med tvillingerne og forældrene og et nutidigt portræt af udviklingen i familiemedlemmernes personlige og indbyrdes forhold. Dertil kan man lægge et yderst velvalgt lydspor, der kun få steder kan kritiseres for mangel på subtilitet.
Red Without Blue er en meget intim, rørende og visuelt drømmende beretning.. Og ikke kun om en familie i opløsning, men i høj grad også om to mennesker der vokser fra hinanden og finder hinanden igen.

A Jihad for Love er en af de vigtigste film jeg har set i år. Den følger en række homoseksuelle mennesker som lever i forskellige muslimske samfund rundt omkring i verden og er vist den første dokumentarfilm om homoseksualitet og islam, der er lavet af muslimer selv.
Filmen byder på nogle meget hjerteskærende, til tider deprimerende, men heldigvis også livsbekræftende portrætter af mænd og kvinder, som er fanget i et dilemma mellem kultur og kærlighed.
I hver sin ende af spektret møder vi eksempelvis fire unge mænd der flygter fra dødsstraf i Iran, et nyforelsket lesbisk par der frit udlever deres seksualitet i Istanbul og en homoseksuel Imam, der kæmper for en reformation af Islam i det muslimske miljø i Sydafrika.
A Jihad for Love er et rørende og respektfuldt portræt af mennesker på kollisionskurs med deres kulturelle ophav og den er et vigtigt skridt i den rigtige retning for verdens homoseksuelle muslimer. Efter filmen sidder man dog tilbage med en afmægtig følelse af, at der er lang vej igen og uden at ville formindske vigtigheden af den hjemlige adoptionsdebat, så sætter A Jihad for Love virkelig også tingene i perspektiv.

Otto: or, Up With Dead People er den berygtede instruktør Bruce LaBruces nyeste mash-up af artfilm, sort humor, plat komedie, venstreorienteret propanganda, romantik, metafilm og bøsseporno...og denne gang tilføjer han endda også et lille drys stumfilm!
Filmens hovedperson er zombien Otto, som vågner fra sin grav og vandrer hvileløst (høhø!) rundt i Berlins gader på jagt efter menneskekød. Han bliver fundet af den dekadente filminstruktør Medea, som er ved at indspille verdens første homozombiepornofilm og Ottos autenticitet gør ham straks til filmens stjerne. Han plages imidlertid af sære flashbacks fra sin tid som levende og må i sidste ende lade pornofilmen komme i anden række for i stedet at prøve at genfinde sin hukommelse af tiden som levende.
På et højere plan er Otto: or, Up With Dead People en sort kritik af et materialistisk og kommercialiseret forbrugssamfund, hvor vi alle lever som hjernedøde zombier. Medea siger i en af sine venstreorienterede brandtaler, at dén, som ikke føler sig fremmedgjort i det syge samfund, er syg i sig selv! Subtilt er det ikke, men det er heller ikke LaBruces stil. LaBruce vil underholde og provokere og det er han god til. Otto: or, Up With Dead Peoples største styrke er imidlertid dens lette og stilsikre leg med genrer. Nogle vil kalde det amatøragtigt, men uanset hvad, så er LaBruces stil yderst særegen og personlig.