Sønderjysk

Jeg tror man som sønderjyde får lidt ekstra ud af de film som er baseret på Erling Jepsens romaner.

Selvom jeg egentlig ikke taler med dialekt selv, så var det for nogle år siden en forfriskende oplevelse af se Kunsten at græde i kor. Al dialog i den film foregår på klingende sønderjysk, hvilket ikke bare giver den en ekstra tand realisme og troværdighed, men hvilket i høj grad også gav mig en følelse af nærhed og intimitet.
Identitet er ubenægteligt forbundet til sprog og i Kunsten at græde i kor skaber skuespillerne en sønderjysk identitet gennem sproget, som får mig til at identificere mig med filmens karakterer på et meget umiddelbart og ureflekteret plan. Kunsten at græde i kor er forbundet med min fortid, min opvækst. De sønderjyske sproglige strukturer og udtryk ligger så dybt i mig, at jeg føler jeg har mødt alle filmens karakterer i min barndom. Jeg kender dem ligesom...på godt og ondt.


I aften var jeg så inde at se Frygtelig lykkelig. Her tales der som sådan ikke sønderjysk, men nærmere et eller andet ubestemmeligt bredt jysk. Alligevel var der noget over filmens stemning som talte til min indre sønderjyde. Indforståetheden og de sociale koder, som den tilflyttede landbetjent ikke forstår. Determinismen og trøstesløsheden, som både præger menneskene og landskabet.
Som den kvindelige hovedperson Ingelise, er jeg ikke fra det øde og flade vestsønderjylland, men fra Aabenraa - og jeg forstår hende så udemærket, når hun i apati trygler landbetjenten: "ta' mig væk herfra! Jeg vil hjem til Aabenraa!" En by som Aabenraa fremstår som civilisation i kontrast til livet på vestegnen. Vist er Frygtelig lykkelig en grotesk karikatur af den sønderjyske "vi ordner tingene selv"-mentalitet, men den rammer flere steder hovedet på sømmet og man bliver næsten frygtelig lykkelig for at man er flyttet væk...

CGLFF

I søndags sluttede Copenhagen Gay & Lesbian Film Festival. Jeg fik kun set tre film i år, men lidt har også ret.. Især når det er i den kvalitet som Red Without Blue, A Jihad for Love og Otto: or, Up With Dead People viste sig at være:

Red Without Blue er en smuk og sanselig dokumentarfilm om et tætknyttet tvillingepar, der vokser op i en amerikansk kernefamilie. Da faren mister sit job og holder det hemmeligt i et halvt år før han fortæller det til sin familie begynder familien langsomt at bevæge sig mod den totale opløsning. Forældrene bliver skilt, tvillingerne bliver som helt unge teenagere seksuelt og følelsesmæssigt udnyttet af en ældre dreng, de begynder at tage stoffer og forsøger på et tidspunkt at begå kollektivt selvmord, hvilket resulterer i, at de forbydes at se hinanden i tre år. Vi møder dem i filmen, da de er begyndt genoptage kontakten. Den ene tvilling er i mellemtiden sprunget ud som bøsse og den anden befinder sig i en kønsskifteproces.

Filmen er herefter en fin mosaik af gamle hjemmevideoer fra tvillingedrengenes barndom, interviews med tvillingerne og forældrene og et nutidigt portræt af udviklingen i familiemedlemmernes personlige og indbyrdes forhold. Dertil kan man lægge et yderst velvalgt lydspor, der kun få steder kan kritiseres for mangel på subtilitet.
Red Without Blue er en meget intim, rørende og visuelt drømmende beretning.. Og ikke kun om en familie i opløsning, men i høj grad også om to mennesker der vokser fra hinanden og finder hinanden igen.

A Jihad for Love er en af de vigtigste film jeg har set i år. Den følger en række homoseksuelle mennesker som lever i forskellige muslimske samfund rundt omkring i verden og er vist den første dokumentarfilm om homoseksualitet og islam, der er lavet af muslimer selv.
Filmen byder på nogle meget hjerteskærende, til tider deprimerende, men heldigvis også livsbekræftende portrætter af mænd og kvinder, som er fanget i et dilemma mellem kultur og kærlighed.
I hver sin ende af spektret møder vi eksempelvis fire unge mænd der flygter fra dødsstraf i Iran, et nyforelsket lesbisk par der frit udlever deres seksualitet i Istanbul og en homoseksuel Imam, der kæmper for en reformation af Islam i det muslimske miljø i Sydafrika.
A Jihad for Love er et rørende og respektfuldt portræt af mennesker på kollisionskurs med deres kulturelle ophav og den er et vigtigt skridt i den rigtige retning for verdens homoseksuelle muslimer. Efter filmen sidder man dog tilbage med en afmægtig følelse af, at der er lang vej igen og uden at ville formindske vigtigheden af den hjemlige adoptionsdebat, så sætter A Jihad for Love virkelig også tingene i perspektiv.

Otto: or, Up With Dead People er den berygtede instruktør Bruce LaBruces nyeste mash-up af artfilm, sort humor, plat komedie, venstreorienteret propanganda, romantik, metafilm og bøsseporno...og denne gang tilføjer han endda også et lille drys stumfilm!
Filmens hovedperson er zombien Otto, som vågner fra sin grav og vandrer hvileløst (høhø!) rundt i Berlins gader på jagt efter menneskekød. Han bliver fundet af den dekadente filminstruktør Medea, som er ved at indspille verdens første homozombiepornofilm og Ottos autenticitet gør ham straks til filmens stjerne. Han plages imidlertid af sære flashbacks fra sin tid som levende og må i sidste ende lade pornofilmen komme i anden række for i stedet at prøve at genfinde sin hukommelse af tiden som levende.
På et højere plan er Otto: or, Up With Dead People en sort kritik af et materialistisk og kommercialiseret forbrugssamfund, hvor vi alle lever som hjernedøde zombier. Medea siger i en af sine venstreorienterede brandtaler, at dén, som ikke føler sig fremmedgjort i det syge samfund, er syg i sig selv! Subtilt er det ikke, men det er heller ikke LaBruces stil. LaBruce vil underholde og provokere og det er han god til. Otto: or, Up With Dead Peoples største styrke er imidlertid dens lette og stilsikre leg med genrer. Nogle vil kalde det amatøragtigt, men uanset hvad, så er LaBruces stil yderst særegen og personlig.

I seen Beyoncé @ Burger King!

OMG, dette må absolut være årets sjoveste popsang so far...



Tak til min gode ven Paw :)

Life on Mars?

Når nu den nye X-Files-film ikke engang kunne levere et ordentligt gys med rumvæsner og statshemmeligheder, er det godt at virkeligheden selv kan.

Flere medier skriver i dag, at Marssonden Phoenix (som for nylig fandt spor af vand) efter sigende har gjort et så afgørende fund på Mars, at Det Hvide Hus er blevet underrettet!

NASA afviser alle rygter om, at der skulle være tale om fund af tidligere eller nuværende liv, men flere amerikanske medier strikker allerede løs på konspirationsteorierne og citerer rygter om, at fundet skulle være "provokerende"!

Se dét havde været en sag for Mulder og Scully, i stedet for den omgang melodrama og pseudo-diskussion om etik, som "X-Files: I Want To Believe" bød på.

Populærkultur extended

Under min ferie i Jordan denne sommer blev jeg for alvor forelsket i arabisk popmusik. Har i lang tid gerne villet udforske dette for mig ukendte felt inden for populærkulturen, men det har ligesom været en ret uoverskuelig jungle.
Jeg har kendt til den egyptiske sanger Amr Diab i et stykke tid, men mest af navn.. I Jordan blev jeg præsenteret for en række af hans hits og særligt sangen "Qusad Einy" er nævneværdig.

Jeg lærte også det arabiske svar på Justin Timberlake at kende. En charmerende hjerteknuser ved navn Tamer Hosni, som kom frem omkring årtusindskiftet og udgav sin femte plade i juni i år. Det næsten sygeligt iørehængende hit "Heiya Di" som også optræder i filmen Captain Hima (hvor Hosni i øvrigt selv spiller hovedrollen) er sommerens landeplage i Jordan. Den klingede ud af alle nedrullede bilruder i Jordans hovedstad Amman.

Det var dog sangerinden Shereen, som gjorde størst indtryk på mig. Hendes stemme har en dragende melankolsk klang. Selvom jeg ikke forstår et ord af, hvad hun synger, kan jeg høre den ulykkelige kærlighed! Det fantastiske nummer "Batammenak" vil for altid minde mig om at køre hurtigt i bil gennem Ammans støvede og mennesketomme gader kl. 3 om natten.

Hvad er tykkere end blod...?

Helgens Låt #4

Det er sgu lidt trist at læse til eksamen en fredag aften, så jeg prøver at overbevise mig selv om at arbejde er lidt ligesom at lege... LAZRtag hjælper mig med selvbedraget så godt de kan..

"I'm a lot like you were"

Efter et par uger i et sort hul af eksamensstres blev jeg i dag sluppet ud i solen og har nydt den varme dag i parker og genbrugsbutikker på Söder (med god samvittighed for en gangs skyld!)

Imens jeg befandt mig dybt i det sorte hul brugte jeg naturligvis en del tid med overspringshandlingen facebook. En dag gennemgik jeg de 279 taggede billeder af mig selv. Langt de fleste var festbilleder fra nytårsfester, fødselsdagsfester, afskedsfester, kollegiefester, Roskilde Festival, Gula Villan, Elektroniske Tirsdage, Dunkel, SLICK osv. Situationer der mere eller mindre minder om hinanden og hvor jeg for det meste ligner mig selv. Nogle gange mindre heldige udgaver af mig selv en andre gange. Heldigvis er man jo efterhånden ganske rutineret i at håndtere de mindre heldige udgaver i den digitale visualitets tidsalder, hvor det vrimler med billeder af én på nettet. Det sjove er, at selve digitaliseringen af sociale situationer af og til bliver en central del af den sociale situation. Mobilkameraet og digitalkameraet bliver ofte et legetøj og kan være en motiverende festfaktor.
Det handler om på én side om at fastholde nuet og på en anden side om at dokumentere det. Først leger vi med at fastholde nuet, sidenhen uploader vi det på facebook, tagger og evaluerer.

Under min "klikken" gennem de mange fotoalbums, var der pludselig ét billede, som særligt fangede min opmærksomhed. Jeg kunne huske jeg havde set billedet før, men jeg havde åbenbart ikke tidligere opdaget dets særegenhed - hvorfor det skildte sig ud fra resten. Forskelligt fra de andre 178 billeder var det ikke et billede af et forgangent nu, men et billede af et fremtidigt.
Billedet som oprørte mig, skulle tydeligvis forestille mig omgivet af festglade mennesker - gode venner, jeg kender godt - men det var ikke mit ansigt jeg så. Det var min oldefars.
Jeg så helt tydeligt min oldefars ansigt i mit. Ligheder jeg aldrig før havde bemærket. Træk som kun var hans og kun var mine. Jeg så mig selv som gammel. Og jeg siger ikke, hvilket billede det er ;-)

Helgens låt #3

Denne weekends sang er dedikeret til min fantastiske kæreste:

Sig mig lige engang Birthe, Anders og Pia!

Hvor reelt et problem er det, at der sidder kvinder iført burka i de danske retssale og dømmer efter Sharia-lovgivning?

Mon ikke det danske retssystem for længst var druknet i appelsager, hvis det virkelig var tilfældet?

Måske skulle I koncentrere jer lidt mere om at få hjulpet nogle af de burka-bærende kvinder, der bor i Danmark ud på arbejdsmarkedet, før I begynder at diskutere, hvorvidt de har ret til dømme i en dansk domstol.

http://www.givdengasasmaa.dk/video/

Som Janet altid har sagt,..

En helt forrygende uge med besøg fra fædrelandet sluttede i går og jeg har tænkt lidt over, hvad det helt præcist var, der gjorde den så forrygende.

Tirsdag til torsdag havde jeg besøg af mine forældre, min søster og min mormor og set i bakspejlet, var det ikke sightseeing i Gamla Stan, bådtur i Skærgården, dyre restauranter eller gamle huse på Skansen som løftede besøget op i kategorien forrygende. Dét jeg først og fremmest vil huske fra min mors 50-års fødselsdag i Stockholm, er at være på James Bond-aktion med min far i et storcenter i City, at løse kryds-og-tværs med min mormor og at flade ud med mor, far og søster på en dobbeltseng på hotellet og grine højt af The Simpsons.

Torsdag til mandag stod den på skankin' it up - Stockholm style med Paw, Phie, Tom, Johan og söderpigerne Signe og Maria og når jeg tænker tilbage på de sidste par dage er det ligeledes kendetegnende, at det bedste egentlig ikke var alt postyret. Don't get me wrong - det var vildt skægt at skanke den op på Club G og SLICK, men lige nu tænker jeg med større ømhed tilbage på eksempelvis "cancer from above" på Mariatorget, at sidde i solen og stene ved Lappis Beach, Kungsträdgården og på tag-"terrassen", at gå aftentur ved vandet bag ved Södersjukhuset og kortspil og søndagslal hos söderpigerne.

Det er måske en sentimental og banal erkendelse, men banale erkendelser er nogle gange de vigtigste. De kan være så indlysende, at man ikke får øje på dem og når de så lige pludselig viser sig for én, står det lysende klart, at banalitet er tæt forbundet med meningen med livet. Eller også fokuserer vi så meget på uvigtige ting, at vi bliver nødt til at tilføre dem en symbolsk værdi, for at vi ikke føler vi spilder vores liv - og i den proces underkender og nedprioriterer vi så de virkelig vigtige erkendelser i livet ved at banalisere dem.

Min sentimentale og banale erkendelse fortjener at blive ledsaget af en pladder-romantisk og banal popsang. Janet siger det gang på gang, men ingen andre steder siger hun det mere lige ud og klart som sammen med Luther Vandross på The Best Things In Life Are Free. Nyd den og tænk over, hvor simpelt og banalt livet er eller burde være..

The skanks are in town...

...og det kræver det rette soundtrack:

www.stormufti.muxtape.com

Et par linjer om uretfærdighed..

Det er sent og mørkt og jeg kan høre at nogle folk fra korridoren er kommet hjem fra byen og sidder og drikker videre i køkkenet. Mine tanker er tungsindige og taknemmelige. Jeg tænker på, hvor priviligeret jeg er.

Jeg lever i en del af verden, hvor jeg ikke behøver at leve et "normalt" liv med kone og børn, hvis det ikke er det jeg har lyst til eller er født til. I eksempelvis Jordan (som ellers er et af de mest liberale og progressive arabiske lande) er de fleste homoseksuelle tvunget til at leve dobbeltliv. Ikke fordi det er juridisk ulovligt at have sex med personer af det samme køn, men fordi mange homoseksuelle bliver straffet fysisk af deres egne familier. Æresdrab er endda også udbredt i den sammenhæng og politiet og retsvæsenet griber stort set ikke ind.

Verden er og bliver et uretfærdigt sted. Vi bliver bare født et eller andet sted og så er vores skæbne i hænderne på en allerede eksisterende og tilfældig kultur. Nogle steder er det sværere at bryde med kulturens normsæt end andre steder. Jeg er heldigvis født et sted, hvor tidligere tiders minoriteter allerede har kæmpet en sej kamp, så jeg ikke behøver at leve et "normalt" liv i dag. Og jeg tænker med angst og vrede på de mennesker andre steder i verden, som skal til at tage kampen op. Jeg håber de klarer den for jeg er så gal på deres vegne.

Helgens låt #2

En hardcore opgaveskrivningsweekend står for døren. Men før jeg dykker ned i myteforskydning og arketyper i "Højtlæseren", må jeg lige installere et par sikkerhedsventiler.

I de mørkeste timer i dybet vil jeg drømme mig væk til Roskilde Festival med LA Riots lækre remix af Hot Chips "Ready For The Floor" og når jeg dukker op til overfladen igen søndag eftermiddag, vil jeg sejle i land til lyden af Duffys søvnige cover-version af samme nummer og sende en kærlig tanke til mine dejlige venner i København: Can't wait to get skanky with y'all!

Klik her:
BADICAL BEATS | MUSICHEADS UNITE: Hot Chip Rare Cover and Remix

Om at date yngre mænd

"I'm limitless as far as age is concerned…As long as he has a driver's license. I don't want to pick him up."

- Kim Cattrall

(hun har altid været den virkelige stjerne i Sex & The City...)

Madonna udgiver opfølger til "Music"

"Hard Candy" fremstår som en opsummering af de sidste fem års radiohits, men samarbejdet med Pharrell Williams er levende og gør tidsrejsen frisk og nostalgisk på samme tid.




















For lidt over et år siden blev det bekendt at Madonna var i studiet for at indspille sit 11. studiealbum og som den entusiastiske Madonnafan jeg er, var det naturligvis godt nyt. Men da det kom for dagen, at hun denne gang ville arbejde sammen med ingen mindre end Pharrell Williams, Timbaland og Justin Timberlake, blev jeg en anelse urolig. For det første arbejder Madonna normalt aldrig sammen med velkendte mainstream-producere og for det andet har Timbalands og Pharrells lyd præget popscenen siden 2001. Ergo var jeg nervøs for at Madonna ville komme til at lyde forældet og for alvor fremstå som sat bag vognen af sine yngre konkurrenter såsom Britney, Nelly Furtado og Gwen Stefani.

Efter at have voldlyttet til "Hard Candy" i en uge nu, må jeg konstatere, at mine bekymringer desværre var en anelse berettigede. Lydmæssigt fremstår "Hard Candy" som en opsummering af de sidste fem års radiohits og særligt Timbalands produktioner lyder efterhånden lidt for bekendte.

Det positive er, at det absolut ikke er en dårlig opsummering. Pharrells produktioner trækker friske referencer til lækker 70'er-groove og 80'er-synth og i det hele taget klikker Madonna og Pharrell forbavsende godt.
Deres samarbejde samler det bedste fra begge verdner. På "Hard Candy" brænder Pharrell igennem som en stadig vital og legesyg kunstner og Madonna formår at tilføre Pharrells produktioner et umiskendeligt præg af...Madonna! Hendes tekster om livet i det evige nu på dansegulvet er klassisk Madonnalyrik og hun leverer nærmest den ene "Holiday"- og "Where's The Party"-pastiche efter den anden. Og så lyder hun medrivende veloplagt. Ser man bort fra åbningsnummeret "Candy Shop" og den overflødige "Spanish Lesson" har Pharrell nemlig fået Madonna til at synge mere skabet og kantet end hun har gjort i lang tid. Man skal måske helt tilbage til begyndelsen af 80'erne for at finde numre, hvor Madonna involverer sig så vokalmæssigt umiddelbart, som hun gør på eksempelvis "Give It 2 Me", "She's Not Me" og "Incredible". Mange vil vurdere denne umiddelbarhed som usleben sangteknik (eksempelvis Ralf Christensen i Information), men personligt har jeg savnet den råhed i Madonnas stemme, som dominerede hendes albums før sanglektionerne i forbindelse med "Evita".

Desværre får Timbaland og Timberlake ikke udnyttet Madonnas potentiale i samme grad som Pharrell. Både på førstesinglen "4 Minutes", "Miles Away" og "Dance Tonight" lyder Madonna uengageret og fraværende. Og kun på "Voices" lyder det ikke som om hun synger et nummer, som er skrevet til eksempelvis Nelly Furtado eller Justin selv.
Der er en påtrængende træthed i Timbalands beats og man ser billeder for sig af ham og Justin med hovederne nænsomt placeret på en pude af laurbær (smut, mens du kan, Justin!). Midtempo-numrene "Miles Away" og "Devil Wouldn't Recognize You" har begge stort potentiale, men produktionerne får mig til at savne Madonnas tidligere producer Mirwais, hvilket bringer mig frem til "Hard Candys" største problem.

På trods af friske og levende produktioner af Madonna og Pharrell lyder "Hard Candy" desværre en anelse forældet. Lyden på de fleste af Pharrell-produktionerne ligger i naturlig forlængelse af den lyd, som Madonna og Mirwais arbejdede med på "Music" i 2000 og havde Madonna ladet "Hard Candy" efterfølge "Music" i stedet for "American Life" havde hun for det første været helt med på noderne og for det andet villet hun ikke have mistet taget i det amerikanske musikmarked. Disse spekulationer ændrer dog ikke ved, at "Hard Candy" trods dårlig timing og en træt Timbaland indeholder ganske forrygende pophåndværk og som alle Madonna-albums efterlader det én med spørgsmålet: "Hvad fanden finder du på næste gang, Mrs. Ciccone?" For med den stædighed Madonna driver sin musikalske karriere, er man ikke i tvivl om, at der kommer en næste gang. Efter "Hard Candy" går tvivlen derimod på, hvor vidt hun i fremtiden vil formå at holde sig original og relevant.


Anbefalet downloads: "Give It 2 Me", "Heartbeat", "She's Not Me" og "Incredible".

Smagsprøve: "Give It 2 Me":

Helgens låt #1

Drømmende elektropop som pynter på min lørdag aften:

Klik her:
BADICAL BEATS | MUSICHEADS UNITE: MP3: Ladytron - "Predict the Day"

Fem minutters forår

En næsten lydløs regn falder i dette øjeblik over Lappis og jeg har åbnet mit vindue på vid gab og indånder duften af blomstrende træer, våd asfalt og forårsregn og jeg hører summen af fjern trafik og løsrevne ord fra samtaler og latter fra mennesker, der bevæger sig rundt i kollegiets stisystem og lyden af deres skridt giver ekko mellem blokkene og regnen tager til og prikker mod vindueskarmen og jeg får lyst til at gå ned til søen og se dråberne slå mod vandspejlet.

Gammel kærlighed...

Portishead fyldte så meget i halvfemserne. Deres plader var ligesom soundtracket til mine depressive teenagestunder i gymnasiet. Der fandtes ikke andet musik som på samme måde kunne få mig til at svælge i selvmedlidenhed og weltschmerz.

Siden årtusindskiftet er der gået længe mellem Dummy eller Portishead har roteret i cd-afspilleren og jeg tror stort set ikke de har været aktiveret i I-Tunes.. Og selvom der jævnligt siden 1999 er dukket rygter op om en nært forestående Portishead-udgivelse, har jeg ligesom ikke regnet det for noget. Jeg troede måske deres tid var forbi eller også udtrykker de en stemning, som jeg troede ikke fandtes i mig længere. Men det gør den.

Portisheads nye plade Third åbner i hvert fald op for en indre melankoli, som har trængt til at blive sluppet fri. Når jeg lytter til singleudspillet Machine Gun bliver jeg lykkelig over den apokalyptiske dysterhed som synthesizeren i nummerets sidste 30 sekunder hensætter mig i. Det er agressivt og forfærdeligt hjerteskærende på samme tid og jeg føler jeg er med i den mørkeste og mest pessimistiske 80'er-artfilm.

Enjoy!

Stormufti fordømmer de fordømte fordømmere!

På opfordring af en sød pige på Nørrebro, begynder jeg i dette øjeblik min tilværelse som blogger. Og jeg tror jeg vil begynde med at forklare, hvorfor jeg hedder Stormufti og hvorfor min blog hedder Fatwa Faggotz..

Mit ønske er at være en modpol til de mennesker, som altid har travlt med at fordømme andre mennesker og deres livsstil. Lidt for tit oplever jeg, at der er mennesker her i verden, som ikke har andet at give sig til end at fordømme andre mennesker og ofte gør de det desværre i en eller anden guds navn og opfordrer dermed rigtige mange mennesker til at gøre det samme.

Modsat de fleste "rigtige" stormuftier i verden, forsøger jeg at undgå at fordømme andre mennesker og den måde de lever deres liv. Lad os leve vores liv, som vi har lyst til eller som vi føler vi har brug for eller bliver nødt til for at være lykkelige. Og lad os i det mindste holde vores fordømmelser for os selv, så vi kommer til at gøre mindst mulig skade. Lad os modsat denne verdens mange stormuftier være vores ansvar bevidst og undgå at ødelægge andre menneskers liv ved at udskrive fatwaer for at opretholde gamle institutioner, så gamle autoriteter kan bestå.

Håber det fremgår af min brug af ordene stormufti og fatwa, at de skal forstås i overført betydning og at der ikke ligger en kritik (eller fordømmelse!) af islam bag. Jeg kunne også have kaldt mig Pave eller Sydstats-republikaner. Denne blog tager afstand fra autoriteter som i mine øjne misbruger en magt, som kunne bruges til at øge fred, åbenhed, diversitet og mellem-menneskelig forståelse i en verden, som (når jeg er i mit pessimistiske hjørne) ofte virker som om den bevæger sig i den modsatte retning..

Når det er sagt, påråber jeg mig stadig min ret til at kritisere andre mennesker og de ting de gør. Der er forskel på at kritisere og fordømme.